Daniel Svensson indstiller karrieren: Skal være chef for Coolshops børnefond

Håndboldspilleren Daniel Svensson spiller en central rolle i den nordjyske virksomheds nye børnefond, CoolUnite.

Nu skal det være slut med indsamlinger og store shows med enorme udgifter til administration og markedsføring, mener ejeren af virksomheden Coolshop.

- Det er i min optik et kæmpe problem, at de danske fonde og landsindsamlinger bruger så store summer på administration, markedsføring og lobbyarbejde. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Der mangler gennemsigtighed. Du kan ikke bede om at se alle deres regnskaber. Og når man lever af andres velvilje, så skal bilagene nærmest hænge på væggen, lyder det fra Jacob Risgaard, der derfor nåede frem til følgende konklusion: 

- Så laver vi bare vores egen fond. Det kan vi gøre bedre.

Derfor har virksomheden ansat en velgørenhedschef, nemlig den tidligere landsholds-håndboldspiller, Daniel Svensson, som siden landsholdsdagene har spillet for Skjern Håndbold. Han har selv af to omgange været ramt af kræft.

- Min baggrund og det faktum, at jeg de næste fem år skal kontrolleres for kræft, gør, at jeg selv har sygdom tæt inde på livet. Det øger min motivation for at samle så mange penge som muligt ind til de børn, der har brug for det, siger Daniel Svensson, der med den nye titel som velgørenhedschef indstiller håndboldkarrieren. 

- Der er jo tusindvis af andre sygdomme, børn bliver dødeligt syge af. De bliver ofte glemt. Og så er der skyggebørnene. Jeg tror, det er vigtigt, vi får taget højde om de her børn, fortæller Jacob Risgaard. 

Med den nye titel som velgørenhedschef for fonden CoolUnite  skal Daniel Svensson fremover stå for at indsamle penge til kræftramte, men også på andre måder nødstedte børn.

- Han aflønnes direkte af Coolshop, således at vores fond isoleret set ikke får nogen tunge lønomkostninger og administration. Dermed kan vi fokusere på at indsamle penge til børn i nød, så de får så meget ud af pengene som muligt, siger Jacob Risgaard.

- CoolUnite får formentlig landets laveste administrationsomkostninger, og det er klart, at jeg vil bruge mit eget navn til at promovere det arbejde, vi gør for børnene. Vi er allerede i fuld gang med planlægningen af Cool Car Race, der løber af stablen først i maj i år. Her håber vi selvfølgelig, at vi for første gang kan lade mere end en million kroner gå videre til fonden, kommenterer Daniel Svensson.

Ved siden af fondsarbejdet skal Daniel Svensson også beskæftige sig med velgørenhedsløbet Cool Car Race, som Coolshop ligeledes står bag. Udover indtægter fra Cool Car Race donerer Jacob Risgaard også indtægterne fra sine foredrag til den nyoprettede fond.

- Man vil ikke kunne ansøge fonden. Det skal ikke være dem, der er bedst til at skrive den bedste ansøgning og råber højest, der får støtte. Støtten går til dem, der har mest brug for det, fortæller medstifter af Coolshop, Jacob Risgaard. 

Har du et godt tip?