Curth redder et point til AaB mod bundprop

Foto: Allan Storkborg

Indskiftede Jeppe Curth hentede et point til AaB, da han få minutter før tid scorede til 1-1 ude mod HB Køge.

HB Køge kæmper fortsat med alt, hvad klubben har, for at undgå den forventede nedrykning fra Superligaen.

Det var mandag aften meget tæt på at give klubben den tredje sæsonsejr i Superligaen, men til sidst måtte HB Køge nøjes med 1-1 hjemme mod AaB.

Forinden havde oprykkerklubben leveret en fornem indsats.

Stefan Hansen bragte HB Køge foran efter 38 minutters spil, da han med et hovedstød headede bolden over AaB-målmanden Nicolai Larsen.

To minutter før tid blev AaB's indskiftede Jeppe Curth spillet igennem, og han sikrede det ene point til det nordjyske mandskab.

Forinden havde AaB i anden halvleg presset hårdt på for en udligning. Alligevel havde det ikke været ufortjent, hvis HB Køge var løbet med alle tre point.

Hjemmeholdet havde en del chancer, ikke mindst i første halvleg, hvor blandt andre Adeola Runsewe i to omgange brændte på Nicolai Larsen.

HB Køge er suverænt bundhold i Superligaen med blot 11 point efter 21 spillerunder.

Det er 10 point færre end Sønderjyske, der ligger lige over nedrykningsstregen.

AaB er nummer seks med 31 point.

Flere nyheder fra TV2 Nord