Dalsgaard rykker til Belgien

AaB’s højreforsvarer Henrik Dalsgaard har med virkning fra årsskiftet skrevet kontrakt med belgiske SV Zulte Waregem

- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde forlænget aftalen med Henrik, men vi respekterer også hans beslutning om at prøve sine færdigheder af i udlandet, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde og fortsætter:

- I Nordjylland har vi en opfattelse af, at Henrik er landets bedste på sin position, og vi ønsker ham al mulig held og lykke med sin nye udfordring. Samtidig er vi dog fortrøstningsfulde på AaB’s vegne, da både Gilli Rólantsson og Patrick Kristensen begge har vist, at de kan udfylde rollen i vores højre forsvarsside.

26-årige Henrik Dalsgaard, der kan debutere for SV Zulte Waregem i udekampen mod Genk 15. januar, glæder sig over sin nye udfordring, men er samtidig vemodig over at forlade AaB og Aalborg:

- Jeg har haft syv fantastiske år i AaB, og jeg vil gerne takke spillere, trænere og alle øvrige ansatte i klubben for den tid, vi har haft sammen, siger Henrik Dalsgaard og fremhæver, at de sportslige højdepunkter selvfølgelig har været The Double i forrige sæson og deltagelsen i gruppespillet i Europa League i sidste sæson.

- Med ni sejre i vores seneste ti betydende kampe har vi også vist, at AaB igen er tilbage mellem de bedste, men jeg har alligevel følt, at tiden er den rette for mig for nye oplevelser og nye impulser, men jeg håber det bedste for AaB og klubbens fantastiske supportere fremover, siger Henrik Dalsgaard.

Henrik Dalsgaard opnåede 196 officielle kampe og 11 scoringer for Hele Nordjyllands Hold, mens det i landsholdssammenhæng foreløbig er blevet til 12 U-landskampe og i 2013 en enkelt uofficiel ligalandskamp mod Canada


Seneste nyt

fra Nordjylland