Dansk luftfart vil lægge klimaafgift på flyrejser fra Danmark

Foto: Great Dane Airlines

Den danske luftfartsbranche vil oprette fond, der skal støtte forskning i grønne løsninger til luftfart.

Dansk luftfarts brancheforening, Dansk Luftfart, der blandt andet repræsenterer Aalborg Lufthavn, SAS og Norwegian, foreslår at sætte en klimaafgift på alle flyrejser fra Danmark.

Pengene skal gå til en uafhængig klimafond, som skal støtte forskning i grønne løsninger inden for luftfart. Den konkrete model og størrelsen på afgiften er ikke på plads. SAS foreslår dog et beløb på mellem 20 og 30 kroner per billet.

- Vi besluttede for et års tid siden, at vi ville se på, hvad vi kan gøre som branche for at nedgøre CO2-udledningen. Der er to veje, man kan gå. Man kan enten gøre flybilletter dyrere og få folk til at blive hjemme, eller man kan investere i forskning, der skal gøre det grønt at flyve, siger Søren Svendsen, der er direktør i Aalborg Lufthavn og sidder i klimagruppen hos Dansk Luftfart, der har arbejdet med forslaget.

02:13

Direktør hos Great Dane Airlines, Thomas Hugo Møller, er ikke så begejstret for Dansk Luftfarts forslag.

Luk video

Nordjysk flyselskab er skeptisk

Søren Svendsen forklarer, at man vurderer, at forbrugerne er villige til at betale beløbet på mellem 20 og 30 kroner, som SAS lægger op til. Det kan også ske, at flyselskaberne vælger selv at absorbere beløbet, så det i sidste ende ikke går ud over flypassagererne. 

Tanken er, at afgiften skal afhænge af, hvor stor en klimabelastning flyrejsen har. Samlet skal der årligt 250-300 millioner kroner i fonden.

Vi synes i stedet, der skal være en gulerod til de flyselskaber, der går grønt

Thomas Hugo Møller, direktør, Great Dane Airlines

Men hos det nystiftede, nordjyske flyselskab Great Dane Airlines kigger man på forslaget med en vis skepsis. Flyselskabet støtter op om, at der bliver taget initiativer fra den danske flybranche, der skal nedbringe CO2-udledningen, men direktøren, Thomas Hugo Møller, mener ikke, at forslaget fra Dansk Luftfart er måden at gøre det på.

Flyselskab skal have incitament til at gå grønt

Thomas Hugo Møller ser hellere, at der fra regeringens side bliver lagt afgifter på de flyselskaber, der ikke benytter biobrændsel som en del af deres brændstof, for på den måde at give flyselskaberne incitament til at investere i biobrændsel.

- På den måde bliver biobrændslen mere fordelagtig at bruge. Hvis afgiften fra Dansk Luftfart bliver lagt på alle flyselskaber, uanset om man bruger biobrændsel eller fossile brændstoffer, og på den måde mister flyselskaberne incitamentet til at bruge biobrændsel, der typisk er dyrere, siger Thomas Hugo Møller.

- Hvis man som flyselskab vil købe biodynamisk brændstof, har man, med Dansk Luftfarts forslag, færre penge at udvikle for. Så mister flyselskaberne incitamentet til at presse på hos brændstofsindustrien. Dansk Luftfarts afgift bliver blot brugt til at betale passagerernes aflad, siger Thomas Hugo Møller.

- Vi synes i stedet, man skal vende den om, så man giver flyselskaberne incitament til at opsøge biobrændsel. Der skal være en gulerod i det her for flyselskaberne.

Dansk Luftfarts forslag er nu sendt til transportminister Benny Engelbrecht (S) og klimaminister Dan Jørgensen (S) med henblik på at lave en aftale om at sænke CO2-udledningen i branchen.

Forsiden lige nu