Danske mestre ramt af europæisk paradoks: - Det er ikke holdbart

En plads i Champions Hockey League er én af præmierne ved at vinde det danske mesterskab - men med den præmie følger også en økonomisk tackling.

Det er fredag aften i en af landets største hockeyarenaer. Tonerne fra "Pirates of the Caribbean" brager ud mod et feststemt publikum. Der er fyldt. 5000 mennesker ser hjemmeholdet Aalborg Pirates besejre lokalrivalerne fra Frederikshavn. En perfekt aften for en dansk ishockeyklub.

Fire dage senere kommer et af Europas mest vindende hockeyhold, Frölunda Indians fra hockeystormagten Sverige. Men her er der mildt sagt ingen forventninger om udsolgt i Aalborg.

- Det virker lidt forkert, at der kommer 5000, når vi spiller mod Frederikshavn, men at de ikke også kommer, når vi spiller mod Frölunda. For dem, der er hockeyelskere, burde det gøre mere, at vi møder et af de bedste hold i Europa. Men sådan er det ikke – og det er ikke kun her. Sådan er det i hele Europa. Og det er synd, siger Ronny Larsen, sportschef i Aalborg Pirates.

For Ronny Larsen og resten af Aalborg Pirates-organisationen har svigtende tilskuertal til de europæiske kampe og markante rejseomkostninger betydet, at det europæiske eventyr kommer til at koste på kontoen. En alment kendt konsekvens i dansk ishockey, men ærgerligt på den lange bane, vurderer TV 2 SPORTs ishockeyekspert, Morten Green. 

- Det er ikke holdbart, at danske klubber med stramme budgetter skal bruge mange penge på overhovedet at være med. Man kan gøre noget for at spare penge som Aalborg, der slog nogle udebanekampe i Schweiz og Østrig sammen til en træningslejr, men ideelt set skal det ikke gå i minus. Når det så er sagt, går det den rigtige vej. Det er allerede nu meget bedre end for ti år siden, siger Morten Green, der er enig i Ronny Larsens opfattelse af tilskuertendensen i forhold til de europæiske kampe.

quote Ikke en eneste spiller fra Aalborg er god nok til Frölundas førstehold. Til gengæld kunne alle Frölunda-spillere være absolutte stjerner i Aalborg

Morten Green, ishockeyekspert, TV 2 SPORT

- Det har ikke rigtig fået den status endnu, som man havde håbet. Det kan turneringen måske få, selvom det bliver svært. Lokalopgør er bare en mere attraktiv vare, end at møde holdene med de bedste spillere. Frölunda er et af de bedste hockeyhold nogensinde i Danmark, men mange hockeyfans vil hellere se et tæt arvefjendeopgør mod Herning eller Frederikshavn. Hellere se en kamp, man vinder med 4-3, end en man taber med 0-6 som Aalborg gjorde til Frölunda forleden.

Danske klubber er lilleputterne

Selv hvis Champions Hockey League med tiden bliver en god forretning for det danske mesterhold, der er med, er der sportsligt også nogle store skridt, der skal tages.

I de fem år, turneringen har eksisteret, har et dansk hold endnu ikke formået at spille sig videre fra det indledende puljespil - heller ikke Aalborg Pirates i dette års udgave. Men på trods af både sportslige og økonomiske tacklinger har man i Aalborg ikke fortrudt engagementet i den stort anlagte turnering.

- Det har været super spændende at være med i. Det har både været spændende og lærerigt for os, selvom det har været hårdt. Det er motivation for os at se, hvordan de gør i Frölunda – og se, hvad det kræver at løfte niveauet. Men jeg kan også høre rundt omkring i Europa, at vi med fornuftige resultater har fået skabt større respekt om dansk ishockey. Jeg håber, at de kommende danske mestre bliver ved med at melde sig til, siger Ronny Larsen, der håber på bedre resultater fra danske hold i fremtiden.

- Man skal have ambitioner om at komme længere i turneringen. Hvis du for 25-30 år siden sagde, at de danske landshold skulle spille i A-gruppen i så mange år i træk, så havde ingen troet på det. Vi skal hele tiden sætte os nye mål og komme videre. Vi kan ikke være tilfredse med bare at være med, selvom vi får brug for bedre økonomi og flere hockeyspillere at vælge fra, siger han.

Morten Green er enig i, at danske klubber bør fortsætte med at søge de europæiske udfordringer, selvom det kan blive svært at ændre på de danske klubbers status som lilleputterne i europæisk klubhockey.

- Det er den rigtige indstilling, men der er desværre ikke noget, der tyder på, at danske klubber får økonomien til at holde på de bedste spillere som man kan for eksempel i Schweiz og Tyskland. Det giver bare en stor niveauforskel.

- Man har jo ikke et FCK i dansk ishockey, der kan bryde grænserne for, hvad man kan i Europa. Umiddelbart tror jeg heller ikke, det er realistisk at en dansk klub ville få et budget på lad os sige 13 millioner kroner, som det nok ville kræve.

- Til gengæld er det vigtigt for dansk ishockeys ry, at man går 100 procent ind i CHL-kampene og undgår at få tæsk. For der ér bare stor forskel. Ikke en eneste spiller fra Aalborg er god nok til Frölundas førstehold. Til gengæld kunne alle Frölunda-spillere være absolutte stjerner i Aalborg, siger Morten Green.

Aalborg Pirates spiller sæsonens sidste Champions Hockey League-kamp mod Frölunda Indians i aften klokken 19.30 - en kamp, der kan ses på TV 2 PLAY.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland