Den er gal med dyrevelfærd

Danske landmænd kan stadig blive bedre til at tage sig af deres syge og tilskadekomne pelsdyr, svin og kvæg.

Den er stadig gal med dyrevelfærden i de danske dyrehold, selv om det er blevet bedre end sidste år.

Det fremgår af rapporten Dyrevelfærd i Danmark 2011, der er lavet af Videncenter for Dyrevelfærd og udkommer i dag.

- Det er bekymrende, at en del danske landmænd stadig ikke kan finde ud af at behandle deres dyr korrekt. Det går ud over dyrevelfærden, og det er bare ikke godt nok. I Danmark har vi en styrkeposition på dyrevelfærd, og den har vi en fælles interesse med erhvervet i at bevare, siger fødevareminister Mette Gjerskov, der dog bemærker, at de fleste af overtrædelserne er i den milde ende af skalaen.

Rapporten påviser en lang række fejl i håndteringen af syge dyr. Det drejer sig blandt andet om syge dyr, der bliver behandlet for sent, eller ikke er isoleret i sygeafdelinger med henblik på plejebehandling.

Værst ser det ud for svinebesætningerne. Der blev fundet overtrædelser hos 51 pct. af svinebesætningerne.

Hos besætninger med slagtekyllinger var tallet 30 pct, mens der blev fundet brud på reglerne i 29 pct af pelsdyrbesætningerne og 24 pct. af kvægbesætningerne.

Ministeren vil tage rapportens resultater op med svinebranchen efter sommerferien og når Folketingets partier til efteråret skal skrue et nyt veterinærforlig sammen.


Seneste nyt

fra Nordjylland