Desperat jagt efter Nessie fortsætter

Nytårsaften forsvandt hunden Nessie, og siden har en omfattende eftersøgning stået på i Aalborg. Tirsdag søger flere frivillige, sporhunde og sågar en clairvoyant efter den bortløbne hund, der er truet af kulde og sne.

Siden nytårsaften har tusindvis været på gaden i Aalborg for at lede efter Christian Volley Dahl-Weiles femårige pomeranian. Frivillige søger dag og nat efter den lille hund, der flere gange er blevet set omkring Aalborgs midtby, men som stadig er alene i vinterkulden.

På Facebook har gruppen FIND NESSIE i skrivende stund over 1200 medlemmer, og både i løbet af dagen og gennem natten er der frivillige varmestuer, der serverer varme drikke for de mange, der leder efter den bortløbne hund.

Ejeren, der selv har ledt i nærmest døgndrift, er overrasket over den store opbakning, der er i søgningen efter hans hund. En eftersøgning, der i dag opgraderes til også at inddrage en sporhund og en clairvoyant, der skal forsøge at hjælpe Nessie hjem, inden kulde og vintervejr bliver for barskt for den lille hund.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland