Onsdag brød det nye signalsystem ned: - Det var en øjenåbner for at træerne ikke vokser ind i himlen

Foto: Nordjyske Jernbaner

I oktober blev Banedanmarks nye signalsystem taget i brug. Systemet skulle mindske fejl og forsinkelser, men onsdag morgen gik brød det ned.

Onsdag morgen stod mange nordjyder og skulle på arbejde og kiggede langt hen ad togskinnerne for at se, hvornår deres tog mon ankom til stationen.

Men i 45 minutter kom der ingen tog, for Banedanmarks helt nye signalsystem var nemlig for første gang brudt sammen.

Læs også 17-årig pige uden kørekort påkørte træ

- Det var en øjenåbner for, at træerne ikke vokser ind i himlen, siger administrerende direktør i Nordjyske Jernbaner, Peter Hvilshøj.

- Vi har bedt om at få et møde med Banedanmark for at høre, hvad der er sket, og hvad man har lært af det - den tilbagemelding har vi desværre ikke fået endnu, siger Peter Hvilshøj.

Når signalsystemet bryder ned, så kan togene ikke mere end at trille stille og roligt frem til næste krydsning eller station, hvor der er risiko for, at toget kan møde et andet tog.

- Alle skærmene bliver sorte, og så ved man ikke, hvor togene er og så tør man ikke lade dem køre videre, siger Peter Hvilshøj.

Efter det nye signalsystem er blevet indført har togene kørt mere rettidigt end tidligere, og i det nye år har togene i Nordjylland kørt med en rettidighed på omkring 95 procent.

- Ulempen ved det nye system er næsten, at det har kørt så stabilt, at vi næsten bliver overrasket, når der er noget, der går så galt. Der er ikke en masse rutiner i at rette fejlene, når det går galt, siger Peter Hvilshøj.

Efter det nye signalsystem er blevet indført, har der været en højere oppetid i forhold til det gamle.

- Helt generelt har vi været meget tilfredse med det, siger Peter Hvilshøj.

Enten i dag, torsdag, eller i morgen, fredag, skal Nordjyske Jernbaners driftsafdeling have en gennemgang med Banedanmark og få en evaluering på, hvad der skete.

Flere nyheder fra TV2 Nord