Diskoteksejer betaler unges fartbøder

Ejeren af Discotheque CopaCabana i Skagen, Poul Winther, har nu åbnet en fartklub på Internettet, som betaler unges fartbøder

Han blev landskendt, da han sidste år solgte billige drinks til piger, der så til gengæld skulle vise kavalergang på sit diskotek i Skagen.

Nu kommer Poul Winther igen i søgelyset med hjemmesiden www.fartklubben.dk. Sitet tilbyder at betale op til fire fartbøder om året eller maksimum 10.000 kroner for medlemmerne.

Til ekstrabladet.dk siger Poul Winther:

- De fleste fartsyndere i Danmark er bare almindelige bilister, der kommer til at køre for stærkt, når de sidder i deres egne tanker. Og politiets fartkontroller er efterhånden de rene pengemaskiner, så da jeg så, at de har en lignende klub i Norge, tænkte jeg, at der også måtte være et marked i Danmark, fortæller Poul Winther og fortsætter:

- Foreningen er ikke beregnet til dem, der kører som død og helvede. Den er for helt almindelige bilister, som lige kommer til at køre lidt for hurtigt. Og det er også derfor, at vi flere steder på hjemmesiden understreger, at man skal køre ordentligt, siger Poul Winther, der selv har fået fire fartbøder.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord