DJ's i kostalden

Der mangler unge i landbruget. Det skal en ny kampagne råde bod på. En ny kampagne skal aflive myter og romantiske billeder i landbruget og vise, hvad en uddannelse inden for landbrug kan føre til.

Landbrugsuddannelse
- Alle tegn fra de undersøgelser, vi har fået lavet de seneste år, viser, at unge i dagens Danmark ikke ved, hvad en landbrugsuddannelse indeholder og, hvad den kan føre til. Derfor er målet nu, at udbrede budskabet i en ny kampagne med overskriften 'Jorden kalder', fortæller Jørgen P. Jensen, formand for Danske Landbrugsskoler.

Uddannelse til unge
Med agronauter, skakspillende grise og musikglade DJ?s i kostalden skal kampagnen vække nysgerrigheden hos unge og give dem lyst til at undersøge, hvordan deres karriere kan udvikle sig i et fremtidssikret og højteknologisk landbrug. Trods de skæve metaforer, er målet for kampagnen at give et ærligt og troværdigt indblik i landbrugserhvervet uden brug af klicheer i form af romantiske glansbilleder.

Stort behov for unge
- Vi har et stort behov for at få flere unge ind i erhvervet, og det kan kampagnen hjælpe med til. For vi har en rigtig god uddannelse og gode praktikmuligheder, så de unge, der vælger en karriere i landbruget bliver godt uddannet, fortæller Gert Karkov, viceformand i Dansk Landbrug.

Meget mere end landmand
Og uddannelsen kan bruges til meget andet end at arbejde som traditionel landmand.

- Mange af vores elever bliver ansat i den stribe af erhverv, der er tilknyttet landbruget, som fx rådgivere eller undervisere. Og tiden er klar til, at flere unge vælger en karriere i landbruget. Det, som mange unge sætter pris på, når de skal vælge uddannelse og fremtidig karriere, er frihed og afvekslende arbejdsdage. Det finder de i landbruget, hvor kombinationen af økonomisk indsigt, praktisk arbejde i naturen og arbejdet med dyrene alle er elementer, der er vægtige i landbrugsuddannelserne, forklarer Jørgen P. Jensen.

Dyr til pigerne
Særligt arbejdet med at passe dyr, er populært hos pigerne, og ud af de ca. 900 unge, som i år er startet på en uddannelse, på en af de danske landbrugsskoler, er hver fjerde pige.


Seneste nyt

fra Nordjylland