Dødsfald i Kragskovhede: Politi afventer obduktion

Nordjyllands Politi er nu i gang med at efterforske dødsfaldet på Kragskovhede. Liget skal obduceres i denne uge.

Ifølge Nordjyllands Politi er der umiddelbart ikke noget, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag en 40-årig indsats død i Statsfængslet på Kragskovhede natten mellem torsdag og fredag.

Det fortæller politikommissær Henrik Staal, der står for efterforskningen af dødsfaldet.

- Vi regner ikke med, at der ligger nogle strafbare forhold i det. Men det ville være at foregribe begivenhederne, hvis jeg skulle udtale mig om noget endeligt nu. Vi afventer obduktionen af liget, siger Henrik Staal til TV2 Nord. 

Politikommissæren regner med, at obduktionen vil blive foretaget en af de nærmeste dage, så politiet har resultatet af den, inden ugen er gået.

- Først da har vi den endelige dødsårsag, og så må vi se, hvad det er. Kommer der noget uventet, tager vi stilling til det, siger Henrik Staal.

I en pressemeddelelse, som blev sendt ud lørdag, skrev politiet, at dødsårsagen kunne være en overdosis efter indtagelse af medicinske tabletter.


Seneste nyt

fra Nordjylland