Dyrest i Thisted - billigst i Rebild

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Prisen på pasning falder, og det samme gør servicen. I region Nordjylland er det dyrest at få passet børn i Thisted kommune og billigst i Rebild kommune.

Forældrebetalingen i daginstitutioner falder mange steder. Det gælder også for Thisted og i yderst begrænset omfang for Rebild kommune. Det viser en ny undersøgelse fra FOA. Prisfaldet sker som en direkte konsekvens af besparelser i kommunerne.  

Med nedskæringer i kommunerne bliver der generelt set også en smule penge at spare for nogle forældre med børn i daginstitution.

For forældrene betyder det, at de sparer 25 kroner for hver 100 kroner der skæres i driftsudgifterne i deres barns dagtilbud, fordi forældrebetalingen højst må udgøre 25 procent af driftsudgifterne. Derfor er årets prisrapport præget af meget små prisændringer, nogle steder endda af direkte prisfald.

Men selvom udgifter til børnepasning er en tung og mærkbar post for mange forældre, så anser formanden for pædagogisk sektor, Jakob Sølvhøj ikke prisfaldet som en god nyhed.

- Besparelsen for forældrene er minimal, så de vil stort set ikke kunne mærke et prisfald, men de forringelser, der sker i servicen i 2011, vil være til at tage og føle på.

For eksempel har 26 kommuner nu valgt at flytte børn tidligere fra vuggestue til børnehave, selvom de er under tre år. Og 67 procent af alle landets børn flytter tidligere fra børnehave til SFO, selvom de ikke er startet i skole. Det sker også i eksempelvis Rebild.

- Tidlig overflytning har den konsekvens, at børnene skifter til et tilbud, hvor der er færre ansatte til flere børn, og så får børnene ikke den omsorg, de har brug for i forhold til deres alder, siger Jakob Sølvhøj.

Hvad koster det?

Læs hele undersøgelsen og se hvad det koster at få passet børn i hver enkelt kommune på www.foa.dk/prisenpaapasning

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord