Efter intens efterforskning: Fire mænd anholdt for indbrud

Foto: Lars Rievers / Scanpix / Ritzau (Arkivfoto)

Onsdag eftermiddag anholdt Nordjyllands Politi fire mænd, som de mistænker for at have stjålet en BMW og stå bag tyveri og indbrud.

I løbet af denne uge har Nordjyllands Politis efterforskningsafdeling i Aalborg, Hjørring og Brønderslev arbejdet på højtryk for at finde frem til de gerningsmænd, der stod bag et indbrud fredag i sidste uge hos en købmand i Løkken.

Onsdag formiddag kom Nordjyllands Politi endnu tættere på gerningsmændene, da en patrulje var i det vestlige Aalborg for se på en anmeldelse af et indbrud i et klubhus.

Det viste sig hurtigt, at politiet kunne sætte observationerne fra gerningsstedsundersøgelsen i klubhuset i Aalborg i forbindelse med indbruddet hos købmanden i Løkken.

På sporet af en BMW

Nordjyllands Politi har ikke haft meget at gå efter i forbindelse med eftersøgningen, andet end oplysningerne på den bil som gerningsmændene skulle have kørt i, da de begik indbrud hos købmanden i Løkken.

Netop denne bil spotter patruljen, da de forlader klubhuset i det vestlige Aalborg.

- Her bemærker kollegerne, at et andet køretøj, nemlig en BMW, kører sammen med den bil vi allerede kender fra indbruddet i Løkken, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Kenneth Ginnerup.

Patruljen overvåger de to biler og erfarer hurtigt, at BMW’en er stjålet tidligere på dagen i Hvalpsund.

Taget på ferskgerning

De to biler kører videre til Hasseris, hvor de stopper foran et hus. Her hopper en 22-årig mand ud af den ene bil, og forsøger at stjæle en gasgrill fra en carport. 

- Og så skrider vi til anholdelse af de fire mænd, fortæller Kenneth Ginnerup.

I det to biler er der i alt fire mænd på henholdsvis 22, 22, 23 og 28 år. Det viser sig dog at være noget svære at få dem i håndjerne, end patruljen forventede. Mændene forsøger nemlig at stikke af til fods. En bliver anholdt på stedet, mens en anden, der først flygter, kort efter vender tilbage til stedet. Det lykkedes dog to af mændene at forsvinde fra stedet.

- Vores efterforskning fortsætter på fuldt tryk, og det lykkedes at få de sidste to mænd anholdt nogle timer senere i en lejlighed i det vestlige Aalborg, siger Kenneth Ginnerup.

Opdatering: To mænd varetægtsfængslet efter grundlovsforhør

I dag, onsdag, klokken 13. 30 blev tre af mændene fremstillede i grundlovsforhør i Retten i Hjørring, hvor to af dem er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

- Retten vurderede ikke, at der var nok bevisgrundlag for at varetægtsfængsle den tredje mand, siger anklager ved Nordjyllands Politi, Torben Kaufmann. 

00:48

To er varetægtsfængslet for indbrud efter grundlovsforhør

Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord