Ehlers takker ja til VM: Jeg var slet ikke i tvivl

Foto: Kevin Hoffman, Scanpix

Nikolaj Ehlers er klar til at tørne ud for Danmark ved VM i Tyskland om tre uger.

Mandag aften fik Danmarks Ishockey Union første NHL forstærkning til truppen der om tre uger starter VM i Køln.

Det er nordjyden og NHL-spilleren Nikolaj Ehlers, der sagt ja til at spille VM. Det skriver Danmarks Ishockey Union på deres hjemmeside. 

Tidligere mandag kom accepten fra Winnipeg Jets GM Kevin Cheveldayoff, og dermed er Nikolaj Ehlers klar til at deltage i sit andet VM for Danmark.

– Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg havde lyst til at spille VM for Danmark. Det var en kanon oplevelse i Moskva sidste år, og jeg glæder mig rigtigt meget til at støde til holdet og igen kæmpe for Danmark, siger Nikolaj Ehlers til ishockey.dk. 

Landstræner Jan Karlsson er  begejstret for forstærkningen fra Nordamerika.

‐ Det glæder mig overordentligt meget, at Nikolaj kommer hjem til Danmark og VM deltagelse. Han er på alle måder en ekstraordinær spiller, som i denne sæson har fået den fulde pointuddeling som hans store talent berettiger til, siger Jan Karlsson. 

Nikolaj Ehlers har i den forgangne sæson optrådt 82 gange for NHL klubben Winnipeg Jets. Han har scoret 25 mål og lavet 39 assist.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord