Eksplosion: Jeg stod i flammer

En 14-årig dreng blev onsdag alvorligt forbrændt, da han ville hælde brændsel på en biopejs. Det er ikke første gang, sådan en ulykke sker. Det samme skete for to år siden for Gitte Andersen fra Dybvad.

52-årige Gitte Andersen fik sit liv ændret for altid en august eftermiddag for to år siden. Hun var på prøve som ekspedient i en design-forretning i Sæby, da hun ville hun fylde ekstra brændsel på en biopejs i butikken, fordi hun troede, at pejsen var gået ud. Men pejsen var ikke gået ordentligt ud, og da hun hældte det flydende brændstof, bioethanol, på pejsen, eksploderede væsken.

- Pludselig står jeg i flammer, fortæller Gitte Andersen.

Ulykken fik dramatiske konsekvenser. Gitte Andersen fik tredjegradsforbrændinger over 40 procent af kroppen, var i koma i flere dage og endte med at være indlagt på Rigshospitalet i København i tre måneder.

- Jeg var meget tæt på at dø. Jeg var så forbrændt, at der var 90 procents sandsynlighed for, at jeg ikke ville overleve. Jeg fik senere at vide, at den eneste grund til, at jeg er i live i dag, er at jeg var i så god fysisk form, da ulykken skete, fortæller hun.

Onsdag var en 14-årig elev fra Vodskov Skole ude for en lignende ulykke med en biopejs, da han under en skitur i Norge ville hælde ekstra brændstof på. Drengen blev forbrændt på 20 procent af kroppen og er indlagt på Rigshospitalet.

Sikkerheden skal være i orden

Nørresundby-firmaet Decoflame producerer biopejse. Der har aldrig været ulykker med deres biopejse, og her understreger man vigtigheden af, at sikkerheden er i orden.

- For det første skal et barn under ingen omstændigheder tænde op i en biopejs. Man ville jo heller ikke lade et barn tænde op i en grill, siger Manuela Eckert Andersen, marketing director i Decoflame.

Hun fortæller, at man altid skal sørge for at læse instruktionerne til sin biopejs særdeles omhyggeligt, sørge for at hænge den rigtigt op, og man må under ingen omstændigheder hælde bioethanol på pejsen, hvis den ikke er helt gået ud.

- De fleste ulykker sker under påfyldning af biopejsen. Det er så vigtigt, at man er helt sikker på, at pejsen er gået ud, og at den ikke længere er varm. Derfor er det godt at købe sig en biopejs med en stor beholder, så man ikke skal fylde brændstof på så ofte, fortæller hun.

Gitte Andersen fra Dybvad tænker stadig meget på den dag, det gik galt for hende.

- Det var ikke fordi, at jeg var uvidende, at ulykken skete. Det var ikke til at se, at biopejsen ikke var slukket. Der var ikke en lampe, der lyste eller noget, så man vidste, at man ikke skulle hælde bioethanol på, siger hun.

Hun har i dag stadig så mange smerter, at hun ikke længere kan arbejde. Hun er førtidspensionist.

- Jeg er da lidt bitter over, at jeg ser ud, som jeg gør i dag. Jeg ved ikke, om jeg synes, at biopejse skal forbydes, men folk skal være forsigtige. Det er ikke legetøj, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland