Elektrikere i Terndrup bragt i livsfare

02:16

Foto: TV2/Nord

1 af 2

Ukendte gerningsmænd havde i går morges tændt for strømmen på de lygtepæle, elektrikerne gik og arbejdede på.

- Det er bindegalt, siger Lars Jacobsen.

I går morges opdagede han, at der var blevet tændt for strømmen i de gadelygter på Krogsholmvej, han og flere elektrikere går og arbejder på i øjeblikket.

- Vi går hernede og arbejder, vi skal være 100 procent sikre på, vi ikke kommer til skade, og det kan vi ikke, når nogen gør sådan noget her, siger han.

I februar opdagede Rebild Kommune, at flere af installationerne i byen var livsfarlige, og derfor slukkede de for gadelygterne. Siden da har elektrikere arbejdet på at udbedre fejlene, men nogen mener tilsyneladende, det går for langsomt.

Rebild kommune forstår ikke, hvorfor nogen kunne finde på at gribe til den form for livsfarlig selvtægt.

- Vi slukker det ikke for sjov, der er nogen installationer, der ikke er i orden. Når man bringer elektrikerens liv i fare, dybest set, så er det ikke i orden, siger Per Schriver, Centerchef for Plan, Byg og Vej i Rebild Kommune.

Hos Nordjyllands Politi ser de med alvor på sagen og mener på grund af udførelsen af gerningen, at det må være en uddannet elektriker, eller en med kendskab til faget, der står bag.

Kommunen opfordrer borgerne til at væbne sig med tålmodighed. Flere områder i byen har allerede fået lyset tilbage og hele projektet med at få lys i byen er færdigt senest 1. maj.

Flere nyheder fra TV2 Nord