Elever læser eventyr for ældre

Skoleelever fra 9. klasse læste i dag højt for ældre på ældrecenter i Løkken.

På Ældrecentret Havgården i Løkken fik beboerne i dag besøg fra Løkken Skole. Eleverne fra 9. klasse øver sig på oplæsningens kunst til glæde for beboerne.

- Det er meget spændende, synes jeg. Det er nogle helt andre mennesker man møder, og et helt andet liv. Og det hjælper også meget til vores prøver i april - det er vores højtlæsning, vi skal øve, fortæller Nikolaj Brosgaard Jensen, der er elev på Løkken Skole.

Tre gange har eleverne besøgt ældrecentret og læst eventyr højt for beboerne. Historierne er skrevet af H.C. Andersen. I dag hører 94-årige Holger Jensen eventyret om Den standhaftige tinsoldat.

- Jeg synes det er fint, de kommer og læser op, og hører hvordan de tager det hele. Lige pludselig kan jeg huske sætningerne fra historien, siger Holger Jensen, der er beboer på Havgården.

Både initiativtageren fra Løkken Skole og afdelingslederen fra Havgården håber, at samarbejdet om oplæsningen kan fortsætte i fremtiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland