En bombe under beredskabet

Sag fra støvring kommer på forsvarsministerens bord

Deltidsbrandmanden Laurits Madsen, Støvring, tabte ved Vestre Landsret en ankesag - og Falck og den tidligere Støvring Kommune blev frikendt for ethvert ansvar i forbindelse med, at en skorsten væltede ned over ham under en brandslukning i 2003.

Byretten i Aalborg havde ellers tilkendt ham en erstatning på kr. 308.000 for et år siden. Nu må Laurits Madsen i stedet betale sagens omkostninger på kr. 139.000.

- Dette kan være vise sig at være en reel bombe under det danske redningsberedskab, fortæller præsident for Beredskabsforbundet, Bjarne Laustsen, der også er medlem af Folketingets Forsvarsudvalg.

Frygt for fremtiden

- Sagen kan vise sig at få alvorlige følger for fremtidens beredskab, da det kan blive svært at hverve brandfolk i fremtiden, hvis de risikerer at miste deres førlighed uden at få erstatning, pointerer Bjarne Laustsen.

Hændelsen har fået Laurits Madsen til at stoppe som deltidsbrandmand ved Falck. Bjarne Laustsen frygter, at andre helt vil afholde sig fra at starte som brandmænd.

- Vi er ganske enkelt nødt til at finde en løsning på dette problem. Derfor vil jeg tage sagen op med både forsvarsministeren, som er øverste chef for redningsberedskabet, og beskæftigelsesministeren vedrørende arbejdsskadelovgivningen, siger Bjarne Laustsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland