Energipil skaber nabokrig i Gåser

02:11

Foto: Johnni Isaksen

1 af 2

Flere borgere har mistet deres udsigt til Limfjorden på grund af en flere meter høj bevoksning af energipil.

I Aalborg Kommunes kommunalplan står der, at der skal arbejdes på at sikre udsigt og udsyn til fjorden på Sønderskovvej ved Gåser. Alligevel har flere borgere mistet deres udsigt på grund af en mark med energipil.

- Vi har jo kæmpet med det i tre år, og det bliver endnu værre. Kommuneplanen siger, at der skal være udsyn til fjorden, den er væk, og den bliver endnu mere væk, jo længere frem i tiden vi kommer, siger Lars Hirsch, der er beboer på Sønderskovvej.

TV2/Nord har i dag været i kontakt med lodsejer, Jens Landvad, der ejer jorden hvor energipilen er blevet plantet. Han ønsker ikke at medvirke i indslaget, men siger, at han har fået tilladelse af Aalborg Kommune til beplantningen

Beplantningen koster energipilens naboer dyrt.

- Ikke nok med at vi har mistet vores udsigt, så har vi jo tabt rigtig mange penge på vores hus, og det drejer sig om flere hundredetusinde. Det var det store salgsargument her for vores hus, så det er vi meget ærgerlige over, siger Shalika Pedersen, der også bor på Sønderskovvej.

På Sønderskovvej forstår man ikke Aalborg Kommunes håndtering af sagen, da der i kommunalplanen står, at der skal sikres udsigt på deres vej.

- Vi synes slet ikke, at det harmonerer med hvad virkeligheden er, og hvis ikke det er tæt beplantning, så må kommunen jo forklare sig,

siger Shalika Pedersen.

Hos Aalborg Kommune erkender man, at energipilen strider mod kommunalplanen. Alligevel kan kommunen ikke forhindre lodsejeren i at plante energipil, da der ikke skal søges om dispensation til denne type beplantning.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord