Er teenagere gamle nok til at gå i byen?

Nyhedsmagasinet Konsekvens ser denne gang på reglerne for unge under 18 i nattelivet. Politiet opfordrer Hjørring Kommune til at indføre et forbud mod unge, der ikke er fyldt 18 år, på værtshuse og diskoteker efter midnat. Men er det en god idé, for hvor går de unge så hen, når de ikke må være på værtshusene?

Tirsdag den 31. maj ser Nyhedsmagasinet Konsekvens på reglerne for de unge under 18 i nattelivet. I Hjørring Kommune må de unge under 18 i dag gerne være på værtshusene indtil klokken to om natten, men politiet vil have det gjort forbudt for dem at være der, når klokken har passeret midnat.

Men hvilke konsekvenser kan forbuddet få for de unges adfærd? Se, hvad de unge selv siger, at de vil gøre, hvis de ikke må komme ind på værtshusene, og se med, når vi viser en reportage fra byen en fredag nat i Hjørring. Vi kigger også på, hvordan reglerne er andre steder, og hvordan det er gået Mariagerfjord Kommune, hvor man indførte forbuddet sidste år.

Vi får besøg af Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring Kommune og formand for kommunens bevillingsnævn samt Lars Lehman, der går på Hjørring Gymnasium, som skal debattere emnet.

Du kan også give dit besyv med på vores Facebookside, www.facebook.com/tv2nord


Seneste nyt

fra Nordjylland