Fængselsstraf for brandstiftelse på fiskekutter

En mand er blevet idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for at have sat ild til en fiskekutter i Hirtshals og for at true kutterens skipper

En 40-årig mand blev tirsdag idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for at have sat ild til en fiskekutter i Hirtshals og for at true kutterens skipper.

Manden, der er tidligere besætningsmedlem, satte ild på kutteren 2. juledag sidste år, mens den lå ved kaj i Hirtshals. Branden udviklede sig så voldsomt, at der skete skader for tre millioner kroner.

I retten erkendte manden ildspåsættelsen, men han mente dog ikke at have fremsat trusler mod sin tidligere arbejdsgiver. Han forklarede sin handling med kærestesorger og med, at han var sur over at være blevet fyret.

Spørgsmålet om erstatning for de omfattende skader på kutteren blev henvist til et civilt søgsmål.


Seneste nyt

fra Nordjylland