Færre nordjyder er på kontanthjælp

På to år er antallet af nordjyder på kontanthjælp og tilsvarende ydelser faldet med 16,2 procent. Det fremgår af nye tal fra Beskæftigelsesministeret.

Ifølge en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet, er der i stort set samtlige kommune i Danmark sket i fald i antallet af borgere på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse.

Og i Nordjylland følger tallene den landsdækkende tendens.

I perioden fra november 2016 til november 2018 er 2501 færre nordjyder registreret i ministeriets database som værende ”fuldtidspersoner i kontanthjælpssystemet”, som det hedder i pressemeddelelsen.

På landsplan er antallet af borgere på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse faldet med 32.400 fuldtidspersoner i perioden april 2016 til november 2018.

- Det glæder mig at se, at den gode udvikling kan mærkes i mere eller mindre hele landet. Vi skal udnytte den rekordhøje beskæftigelse og den lave ledighed til at få endnu flere med ud på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt for den enkelte men så sandelig også for samfundet. Virksomheder mangler hænder for at holde gang i væksten, og staten kan få færre udgifter til offentlig forsørgelse, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen fra ministeriet.

Størst nedgang i Vendsyssel

Ifølge ministeriets gennemgang, er det især i Vendsyssel, der driver den nordjyske tendens på området. Brønderslev Kommune har oplevet regionens største nedgang, nemlig på 34,2 procent, mens Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune følger efter med et fald på henholdsvis 27 og 23,7 procent.

Den mindste ændring i Region Nordjylland er sket i Mariagerfjord Kommune, hvor antallet af fuldtidspersoner i kontanthjælpssystemet er faldet med 5,5 procent.

Herunder ses udviklingen, både i antal person og i procent, for hver af de nordjyske kommune, samt for regionen og på landsplan samlet set.

 
 
Foto: Grafik / Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Seneste nyt

fra Nordjylland