Færre unge dør i trafikken

De nordjyske veje er blevet sikrere. På fem år er antallet af kvæstede og dræbte børn og unge faldet markant.

I 2008 mistede 15 personer under 25 år livet på nordjyske veje mens 114 kom alvorligt til skade.

Og de unge er særligt udsatte i trafikken. I de ti år efter de unge forlader folkeskolen, bevæger de unge trafikanter sig ud på vejene på enten knallert eller i bil, og risikerer at komme til skade.

Vejene er dog blevet sikrere for de unge. De seneste officielle tal fra 2012 viser at 75 unge kom alvorligt til skade mens fem personer blev dræbt. Det viser en opgørelse lavet af Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

Det er fald på henholdsvis 35 og 66 procent.

- Det er en meget glædelig nyhed, at færre unge kommer til skade eller mister livet i trafikken. Det er resultatet af et langt sejt træk fra mange sider, som fortjener stor ros. Men vi er ikke i mål endnu, da endnu flere unge kan redde livet i trafikken, siger Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

For at nå målet har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden indgået et treårigt samarbejde, der skal klæde både skoleelever og de ældre unge på, så de får en mere sikker adfærd i trafikken.

- Vi vil blandt andet involvere og engagere forældrene endnu mere i deres børns trafiksikkerhed. Vi vil gerne sikre, at forældrene er opmærksomme på deres børns stigende risiko op gennem skoleforløbet og give dem konkrete forslag til, hvordan de kan agere. Undersøgelser viser nemlig, at de er meget større forbilleder for deres unge end de måske selv tror, fortæller Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.


Seneste nyt

fra Nordjylland