Færre vil være maskinmester i år

MARTEC, der blandt andet udbyder maskinmesteruddannelsen i Frederikshavn, får om et par uger 20 procent færre studerende på uddannelsen.

I lighed med en lang række andre uddannelsesinstitutioner mærker MARTEC konsekvenserne af de små årgange af unge, der skal i gang med en videregående uddannelse.
31 studerende starter midt i august på uddannelsen, der er i høj kurs blandt erhvervslivet.
Og med en startløn på den anden side af 30.000 kroner om måneden samt en udfordrende arbejdsdag, så ærgrer det uddannelseschef, Brian Thomsen, MARTEC, at skolen starter med tomme stole.
- Vi gør hvad vi kan, men jeg tror, der er mange myter forbundet til uddannelsen. Blandt andet tror mange fejlagtigt, at man skal ud at sejle som maskinmester - trods det, at 80 procent af de uddannede maskinmester arbejder på land, siger han.
Maskinmesteruddannelsen er i dag en professionsbachelor-uddannelse og afhængig af, om man starter med en studentereksamen eller en håndværkeruddannelse i baglommen tager det fire og et halvt eller tre år at blive færdiguddannet.
Hos MAN Alpha Diesel river man sig nærmest i håret over udsigten til at komme til at mangle endnu flere kvalificerede medarbejdere.
En nedgang i ansøgertallet til maskinmesteruddannelsen betyder nemlig mangel på arbejdskraft.
- Maskinmestrene er i høj kurs, fordi de kan både det elektriske og det mekaniske, det er unikt inden for vores verden, og det er ressourcebesparende for os at ansætte en maskinmester, der favner bredt, siger gruppeleder hos MAN Alpha Diesel i Frederikshavn, Martin Drastrup.
Virksomheden har umiddelbart før holdet af maskinmestre blev færdig på skolen i Frederikshavn været ude og headhunte medarbejdere, og ifølge uddannelseschefen på MARTEC var det ikke ualmindeligt, at de nye maskinmestre havde flere jobtilbud på hånden.
På landsplan lyder vurderingen, at der er færre end 50 maskinmestre uden job.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord