To fætre dømt efter fund af 180 gram kokain

Ingen af fætrene er kendt for kriminalitet i forvejen, men nu er begge dømt efter stort narkofund. Foto: Per Frank Paulsen

Hammeren faldt øjeblikkeligt med fængselsstraffe til to fætre, der lå inde med kæmpe pose kokain.

Det tog ikke længe fra to fætre blev anholdt i besiddelse af 180 gram kokain på en adresse på Strandkanten i Sæby, til de begge var idømt fængselsstraffe. 

De to mænd på 26 og 30 år blev anholdt tirsdag aften for at opbevare kokainen på den 26-årige adresse i Sæby. De blev begge fremstillet i grundlovsforhør i dag. 

- De erkendte begge på stedet. Den 26-årige fortalte, at han godt vidste, at der var kokain i den pose, han skulle opbevare for sin 30-årige fætter, men derudover havde han ikke noget med narkotikaen at gøre, fortæller anklager i sagen, Mathias Andersen fra Nordjyllands Politi. 

  Foto: Rotorhead/freeimages.com

- Det var i stedet den 30-årige, som havde modtaget kokainen i 50 grams poser, som han skulle fortynde og blande op for at sælge videre til en fest, uddyber anklageren. 

Eftersom begge mænd erkendte, faldt der en straksdom. Den 26-årige skal tilbringe 10 måneder i fængsel. Han blev løsladt indtil afsoning. 

Hans 30-årige fætter fik et år og tre måneders fængsel og blev fængslet, indtil han skal afsone. 

- Ingen af fætrene er kendt for kriminalitet i forvejen, fortæller Mathias Andersen. 

Kokain sælges på gaden til en pris omkring 600 kroner pr. gram. Der er derfor tale om kokain til over 100.000 kroner.

Har du et godt tip?