Nussedag: Familier og kæledyr ser hinanden an

Foto: Malthe Birger Jensen

Mange familier benytter sommerferien til at anskaffe sig et kæledyr. Med et nyt familiemedlem følger også et stort ansvar.

- Jeg kan godt lide de små og søde katte. Og så dem med lang pels, for de er dejligt bløde.

Søndag var der nussedag på Nordjyllands Internat ved Hjallerup, og Ida Skatka samt hendes mor var blandt de flere hundrede fremmødte.

Man skal tænke over, om familien har tiden til at have et dyr, for det er jo ikke bare nu og her. Det er mange år frem, kattene kan for eksempel blive 15-16 år.

Karina Fisker, Internatleder på Nordjyllands Internat.

- Jeg tror bare, at Ida og hendes søster Anna ville syntes, at det var lidt hyggeligt med en ekstra kat at lege med, så der kommer lidt mere liv, forklarer Mette Skatka til TV2 Nord.

- Så kan vores kat også få noget selskab, når vi ikke er der, supplerer Ida Skatka. 

Familien har allerede en kat, men på sigt kunne de godt tænke sig en til.

Netop nu er mange familie på udkig efter et kæledyr.

- Sommerferien er blevet brugt til at beslutte hvilket dyr der passer bedst, og så har man samtidig mulighed for at være hjemme med dyret i starten, så man finder ud af, hvordan dyret passer ind i familien, fortæller Internatleder på Nordjyllands Internat, Karina Fisker, til TV2 Nord.

Skyggesiden

Nordjyllands Internat hører under Dyrenes Beskyttelse. 

Selvom mange dyr får et nyt hjem i sommerperioden, så er der også rigtig mange, der skiller sig af med deres kæledyr, fordi de for eksempel skal på ferie.

- Vi oplever desværre også rigtig mange efterladte dyr. Det har været i papkasser og transportkasser. Vi har sågar set killinger blive smidt ud af biler, der kommer kørende, hvor folk efterfølgende har måtte tage ud og samle killinger op fra vejene, siger Karina Fisker.

Samtidig med at de meget gerne vil finde nye hjem til de forskellige dyr på internatet, opfordrer hun folk til, at tænke sig godt om, inden de anskaffer sig et kæledyr.

- Man skal tænke over, om familien har tiden til at have et dyr, for det er jo ikke bare nu og her. Det er mange år frem, kattene kan for eksempel blive 15-16 år, siger Karina Fisker.

Familien Skatka kommer ikke hjem med nogen ny kat søndag.

Læs også 20 marsvin indleveret: - Vi får så mange dyr ind, vi slet ikke kan følge med

Da man har en kat i forvejen, er man klar over, at det kræver en del tid, selvom katte passer sig selv mere end for eksempel en hund.

- Det kræver også noget, for at det bliver en god og tryg kat, og at der er tid til at lege med den kat, som vi nu får, siger Mette Skatka.

For Ida Skatka har det været en dejlig dag med mulighed for at hilse på en masse katte. 

Hun er glad for sin egen kat, da det er hyggeligt, at der altid er selskab, når man kommer hjem.

Og hun ved præcis, hvad der skal til, for at man er en god kattefamilie.

- Man skal have penge nok og tid, for man skal kunne købe en kattebakke, mad og vand. Man skal også tømme kattebakken og give den mad, slutter Ida Skatka.

02:05

VIDEO: Nussedag på Nordjyllands Internat.

Luk video

 

Forsiden lige nu