Far sigtes for drab på døtre i bilbrand

Foto: RTL

En dansk far sigtes nu for drab på sine to døtre i en bilbrand i en skov ved Berlin 12. august. Pigerne var bedøvede med sovepiller forinden bilbranden, som kostede dem livet.

Det oplyser statsadvokat Tom Köpping fra anklagemyndigheden i
Potsdam til Ritzau.

Faren er stadig indlagt på hospital med brandsår.

- Men han er ikke længere en fri mand. Så snart han måtte blive udskrevet fra hospitalet, vil han blive fængslet i varetægt, siger Tom Köpping.

- Lige nu bliver han bevogtet af politiet, tilføjer Tom Köpping.

Faren har nægtet drab og påstået, at der var tale om en ulykke.

- Men de toksikologiske undersøgelser påviser rester af sovemedicin i pigernes blod. Det er et indicium imod farens forklaring om, at der var tale om en ulykke, siger statsadvokaten.

Desuden har den tyske anklagemyndighed rekonstrueret farens påstand om en ulykke.

- Vi har benyttet den samme type bil til forskellige test og sat den i brand. Resultaterne står i høj grad i modstrid med, hvad faren har fortalt, siger statsadvokat Tom Köpping.

- Vi tvivler på en ulykke og efterforsker sagen som et dobbeltmord, siger han.

Statsadvokaturen har ifølge Tom Köpping bedt dommeren i Potsdam om at udstede en arrestordre. Denne er i dag (fredag) blevet forkyndt for faren, siger statsadvokaten.

Flere nyheder fra TV2 Nord