Fartmåling på nettet

4G er på vej til vores telefoner. Men det skal testes først, og det gør AAU.

Smartphones og tablets er efterhånden overalt. Musik og levende billeder kan vises på din skærm uanset hvor du er - takket været det der hedder 3G-mobilnettet. Det næste der kommer hedder 4G, og det skulle give endnu hurtigere internetforbindelser.

I dag blev det testet af forskere på Aalborg Universitet, som skulle undersøge, om det så rent faktisk er så hurtigt som lovet. 4G-nettet lover nemlig hastigheder der er op til ti gange højere end det nuværende 3G-mobilnet.

- Problemet er at vi vil simpelthen have mere og mere information og alt det skal vi have ned på vores smarte telefoner. Det betyder at vi er nødt til at kunne trække på en meget stor datarate. Hvis vi bare brugte enhederne til at tale i behøvede vi slet ikke så meget, siger Gert Frølund Pedersen der er professor ved Institut for elektroniske systemer ved Aalborg Universitet.

Den høje datarate stiller store krav til de mobile enheders antenner, som skal kunne håndtere de mange informationer. Antennerne er meget følsomme overfor måden hvorpå man holder sin tablet eller mobiltelefon. Signalet kan simpelthen svækkes.

For at teste antennernes evne til at modtage signalet fra mobilmasterne - vender og drejer forskerne på Aalborg Universitet hver eneste elektroniske gadget på præcis samme måde. På den måde kan de se hvordan antennerne påvirkes af ydre forhold.

Med 4G-nettet bliver det i endnu højere grad muligt at vise HD-film og spille musik hvorsomhelst. Dagens tests viser at teleselskaberne foreløbigt holder hvad de lover.

- Det er en rigtig god kanal, men der er jo heller ikke særligt mange brugere endnu. Spørgsmålet er om billedet er det samme når der kommer flere brugere til. Indtil videre ser det fornuftigt ud, siger Gert Frølund Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland