Ferietid: Kommuner vil ikke betale for handicaphjælpere

Nordjyske kommuner vil ikke betale for hjælp til handicappede, hvis de skal på ferie.

Handicappede i omkring hver femte af landets kommuner risikerer at måtte undvære at komme på ferie.

I en undersøgselse foretaget af KL svarer 80 procent af kommunerne, at de har valgt at betale for, at handicappede i botilbud kan få en ledsager med på ferie. Men for handicappede i de øvrige kommuner bliver det svært at komme afsted.

Det fortæller DR Nordjylland.

Det gælder blandt andet i Mariagerfjord og Jammerbugt, der som de eneste nordjyske kommuner ikke vil betale for, at handicappede på botilbud kan få en ledsager med på udflugter og ferier.

- Det er fattigt, at en kommune i et velfærdssamfund ikke vælger at sige, at de kan komme på den ferie, siger Marianne Kastbjerg Holm fra Hobro.

Hendes 35-årige søn er spastiker og har brug for professionel ledsagelse, hvis han skal på ferie fra sit botilbud. Uden hjælp kommer han ifølge moderen ikke ud og oplever sommeren i Danmark.

Mange kommuner har hidtil krævet betaling fra borgerne til at få en ledsager med på ferie. Men i januar fastslog Kommunernes Landsforening, at dét er ulovligt. Langt de fleste kommuner har derfor besluttet fremover at betale for de handicappedes ferieledsagere, men altså ikke i omkring hver femte kommune.

Formand for landsforeningen for udviklingshæmmede, LEV, Sytter Kristensen kalder det for dybt kritisabelt.

- Det er rigtig, rigtig forfærdeligt, at nogle kan komme på ferie, når andre ikke kan. Det giver nogle skel mellem den ene udviklingshæmmede og den anden, siger landsformanden til DR Nordjylland.

I Mariagerfjord Kommune har man imidlertid ikke kunnet finde pengene til det i 2014. Det fortæller udvalgsformand for sundhed og omsorg, Mette Riis Binderup (A).

- Vores kvalitetsstandarder på det her område siger ikke, at ferierejser er en del af tilbuddet, så vi har et valg. Det betyder ikke, at vi ikke ønsker at kunne gøre det, men det er ikke noget, vi skal, siger udvalgsformanden.

Hun håber, der kan findes penge til ordningen i næste års budget.

85 af landets 98 kommuner har indtil videre svaret på undersøgelsen, som KL er i gang med. Foreløbig har altså 4/5 svaret, at de prioriterer at betale for rejseledsagere til handicappede som en del af budgettet i 2014.


Seneste nyt

fra Nordjylland