Fight Night-sejr til Kasper Bruun

05:18

Kasper Bruun slog lørdag aften en hviderussisk modstander ved Nordic Fight Night i Frederikshavn. Foto: TV2/NORD (Arkiv)

1 af 2

Pandrup-bokseren Kasper Bruun slog sikkert sin hviderussiske modstander ved sin tyvende professionelle optræden lørdag aften.

Den nordjyske bokser Kasper Bruun er stadig uden fast arbejdsgiver, efter at hans danske promoter, Euro Event blev nødt til at fritstille ham i september. Han håber nu på en kontrakt med den helt store aktør i bokseverdenen Team Sauerland, og lørdag aften boksede han ved Sauerlandstævnet Nordic Fight Night i Frederikshavn.

Kasper Bruun mødte den hviderussiske bokser Andrei Staliarchuk. En mand, som på papiret burde kunne besejres, og som også blev slået på point med tre gange 60-52 fra dommerne.

Kasper Bruun rystede sin hviderussiske modstander flere gange, og kamplederen måtte tælle over Staliarchuk allerede i tredje omgang. Men selv om en aggresiv Kasper Bruun gik efter at standse sin modstander, gik bokserne alle seks omgange, og med sejren håber Kasper Bruun at være et godt stykke tættere på at få flere kampe hos sauerland.

- Det var vigtigt. Jeg fik publikum med, og jeg kunne mærke, at de kunne lige, hvad de så. Forhåbentlig kunne Sauerland også lide, hvad de så, sagde Kasper Bruun efter kampen.

Promotor Nisse Sauerland siger til TV2 Nord, at han var tilfreds med Kasper Bruuns optræden i Frederikshavn, og at parterne nu skal forhandle om eventuelt flere optrædener for Team Sauerland.

Flere nyheder fra TV2 Nord