Fisker over bord: Klamrede sig til bøje i timevis

Fredag eftermiddag rykkede Skagen Redningsstation ud til en fisker, der var røget i vandet, mens hans jolle fortsatte sejladsen.

Det er altid en god idé at have en ekstra mand med om bord, når man stævner ud for at fiske. Det fandt en uheldig fisker ud af, da han fredag faldt i vandet fra sin jolle og måtte reddes i land af en båd fra Skagen Redningsstation.

Det skriver Skagen Redningsstation på sin facebookside.

For da fiskeren faldt i vandet, fortsatte jollen sin sejlads. Det betød, at fiskeren ikke kunne svømme jollen op, men i stedet måtte klamre sig til en bøje i vandet i flere timer.

Heldigvis blev han i løbet af fredag eftermiddag set af et fragtskib, der kom forbi, og hjælp blev tilkaldt.

Fiskeren blev sejlet ind til Skagen af en af skawlinks både, mens en anden tog jollen med hjem. På det tidspunkt var jollen nået et godt stykke ind i svensk farvand.

Ifølge Skagen Redningsstation havde fiskeren det efter omstændighederne godt, da han kom i havn.


Seneste nyt

fra Nordjylland