Fiskere betænkelige ved nationalpark

Fritidsfiskerne er bekymrede over, at Lille Vildmose muligvis udpeges som Danmarks første nationalpark. For så bliver det endnu sværere at bekæmpe fiskernes fjende, skarven.

Natur ødelægger natur
Folketinget vedtog loven om nationalparker i torsdags. Men ikke alle er begejstrede for, at Lille Vildmose kan blive den første.

- Vi synes ikke at man skal beskytte noget natur, der ødelægger noget andet natur, siger Erik Andersen, formand for fritidsfiskerne i Vesthimmerland og Han Herred.

Problemet er, at Vildmosen huser Danmarks største koloni af skarv.

Skarven spiser altså fisk
- Små skrubber og andre fisk, der kommer fra Kattegat og ind i Limfjorden, får ikke en chance, påpeger Erik Andersen.

- Men den kan jo ikke spise grøntsager og gulerødder. Den skal have fisk, siger formanden for Støtteforeningen for Lille Vildmose Nationalpark, Martin Sloth.

Til gengæld beriger skarven naturen på anden vis - den er nemlig en af hovedårsagerne til, at kongeørnen har slået sig ned i Lille Vildmose. Og ørnene er med til at holde skarvebestanden nede. På få år er antallet faldet fra 4.000 par til 2.600 par. Men det er ikke nok for fiskerne.

Kræver stærk regulering
- Vi mener, at man skal lave en egentlig regulering af bestanden, for eksempel ned til 500 par, siger Erik Andersen.

- Vi regulerer da bestandene af blandt andet kronvildt og vildsvin. Men indstillingen er nok, at skarvebestanden skal finde en naturlig balance, siger Martin Sloth.

Miljøminister Connie Hedegaard ventes at udpege den første nationalpark om få uger.

Flere nyheder fra TV2 Nord