Risikerer milliontab: Fjerkræfarm i karantæne efter mistanke om sygdom

Fjerkræsavleren Poul Raunsmed er kommet i store problemer, efter Fødevarestyrelsen har givet hans fjerkræ karantæne i tre uger på grund af mistanke om sygdom.

Raunsmed Fjerkræfarm, der ligger i Løkken, sælger høns til hobbyavl i hele landet, men lige for tiden er det kun de ansatte på fjerkræfarmen, der har adgang til fuglene.

De 7000 fjerkræ er nemlig kommet i karantæne, efter mistanke om, at en hobbyavlers høns er blevet syge med den frygtede fuglesygdom Newcastle Disease. Hobbyavleren, der bor på Djursland, havde kort forinden mistanken om sygdommen købt ti høns fra Raunsmed Fjerkræ.

På grund af mistanken om sygdom, har myndighederne vurderet, at der også er en risiko for, at Raunsmeds fjerkræ kan være syge. De har taget prøver, som ikke har givet et klart svar. Derfor har de valgt at sætte Raunsmeds forretning i karantæne i tre uger, mens de analyserer prøverne yderligere.

Det er kun Poul Raunsmed og de ansatte på fjerkræsfarmen, der må gå ind til fuglene.
Det er kun Poul Raunsmed og de ansatte på fjerkræsfarmen, der må gå ind til fuglene.
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord

- Det giver enorme problemer for os, siger Poul Raunsmed, der anslår, at karantænen kan komme til at koste 2,5 millioner kroner i omsætning, fordi kyllingerne vokser sig for store til, at der er plads til dem alle.

Newcastle Disease er jo alvorligt, er det ikke rimeligt, at myndighederne tager de forbehold, der skal tages?

- Jo, men det har man også gjort ved at teste hønsene ved den her kunde, men vores høns er vaccineret tre gange for den her sygdom. De skal ikke kunne få den.

Prøver sendt til laboratorium

Det er Fødevarestyrelsens afdeling for dyresundhed, der står for at kontrollere dyresundheden og sikre, at der ikke sker udbrud af smitsomme sygdomme. Her afviser de, at der er tale om overforsigtighed:

- Der er ikke noget ekstra forsigtighed i det her. Vi gør tingene fuldstændig efter en drejebog, når vi gør sådan noget her. Vi lader laboratoriet afgøre, om prøven er positiv eller negativ, og indtil laboratoriet vurderer, at prøven er negativ, så er vi uafklarede, siger Tim Petersen, der er souschef for dyresundhed ved Fødevarestyrelsen.

Newcastle Disease

  • Kan ramme alle fuglearter, men høns er særligt overfølsomme
  • Meget høj dødelighed
  • Smitten spredes hurtigt, især i fjerkræsproduktion
  • Hvis der er mistanke om smitte oprettes 3-kilometers beskyttelseszoner og 10-kilometers overvågningszoner
  • Danmark har vaccineret mod sygdommen siden 2004
  • Sidst der blev konstateret Newcastle Disease i Danmark var i oktober 2005
  • I 2002 oplevede Danmark et udbrud, hvor 135 besætninger blev smittet
  • Derudover har der i nyere tid været udbrud af sygdommen i 1995, 1996 og 1998

 

Kilde: Fødevarestyrelsen

Folketingskandidaten Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet undrer sig over Fødevarestyrelsens procedure. Han vil nu gå til fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (Venstre) for at få kigget på reglerne.

- Det er en klar overreaktion fra Fødevarestyrelsens side, for selvom vi skal have en høj fødevaresikkerhed, så når det viser sig, at de dyr, han har leveret til den hobbyavler, ikke fejler noget, så bør man ophæve karantænen, siger Bjarne Laustsen.

Men det er Fødevarestyrelsen uenige i. Sygdommen er meget smitsom blandt fugle, og i 2002 oplevede Danmark et større udbrud af Newcastle Disease, hvor 135 fjerkræsbesætninger blev smittet. Derfor er der ikke plads til at tage chancer, lyder det fra styrelsen: 

- Den her sygdom kan koste millioner i tab for Danmark og for Danmarks fødevareerhverv, hvis der skulle komme et tilfælde af den. Derfor håndterer vi den lige efter bogen, siger Tim Petersen, der er souschef i Fødevarestyrelsens afdeling for dyresundhed.  

Ikke sket på Danish Crown

Både Poul Raunsmed og Bjarne Laustsen mener, at der er tale om forskelsbehandling fra Fødevarestyrelsens side, fordi Poul Raunsmeds virksomhed er en mindre virksomhed.

- Hvis det her var sket på Danish Crown, så var der jo ikke gået tre uger, før de kunne åbne igen, siger Poul Raunsmed.

Bjarne Laustsen er enig, og han vil derfor have set på, om man kan ændre procedure til en anden gang:

- Det her er den lille mands kamp mod det store system, og vi må simpelthen sørge for, at alle får ens og fair behandling, uanset om man har få dyr eller mange dyr og en stor eksport, siger Bjarne Laustsen (S).

Rettelse: Det er tidligere fremgået af artiklen, at hobbyavlerens høns er syge med Newscastle Disease. Dette er rettet, da der er en mistanke om, at hønsene kan være smittet af sygdommen, men det er ikke sikkert. 


Seneste nyt

fra Nordjylland