Flere nordjyske skolelukninger

Hjørring Kommune skal spare 180 millioner - 123 på børne- og ungeområdet.

Det nordligste Danmark lukker skoler på stribe for at få kassen til at stemme. I dag har Hjørring Kommune meldt en heftig spareplan ud - og skolerne er igen i fare.

 

Poulstrup Skole med under 100 elever er en af de skoler, der igen er i fare for at blive lukket.

 

-Vi er slet ikke kommet så langt, at vi tør tænke på, at vi måske bliver nødt til at flytte. Det ville være forfærdeligt, men det ville også være hårdt at skulle til at køre børnene rundt til forskellige skoler, hvis vores skole skal lukke, siger Christina Rømer Haugaard, mor til fire børn i Poulstrup.

 

Og det ender nok med en lukning. Hjørring Kommune skal spare 180 millioner kroner, og alene de 123 millioner skal findes i børne-skoleudvalget.

 

-Jeg har hverken under valgkampen eller nu forsøgt at skjule, at der nok kommer skolelukninger. Det synes uundgåeligt. Hjørring Kommune har tabt 2000 elever, og det står i skærende kontrast til de gamle centralskolers krav om mindst tre spor for hvert klassetrin. Det krav er gennem årene blevet kraftigt udvandet. Nu er vi nødt til at se på fagligheden igen, siger Hjørrings borgmester, Arne Boelt.

 

Lederne på flere af de lukningstruede skoler siger til TV2Nord, at de ikke ønsker at kommentere kommunens udmeldinger.


Seneste nyt

fra Nordjylland