Flere smedelærlinge, tak!

Både smedeuddannelsen i Aars og de lokale metalvirksomheder, der er afhængige af kvalificeret arbejdskraft, efterlyser nu flere elever og lærlinge.

Smedeuddannelsen på Erhvervsskolerne i Aars har indledt en ny kampagne, hvor der annonceres efter nye elever. Annoncen er trykt i de lokale aviser, og skal hjælpe med til at tiltrække endnu flere til branchen.

- Vi oplever en kæmpe efterspørgsel efter kvalificerede smedelærlinge. Virksomhederne her i området gør virkelig en stor indsats for at uddanne alle dem de magter, og for at tiltrække flere unge til branchen.

- Der er en stor gruppe af medarbejdere der er på vej ud af arbejdsmarkedet på efterløn og pension, og de skal erstattes, fortæller praktikcenterleder Asger Andersen fra Erhvervsskolerne Aars til TV2/Nord.

Sidste år satte praktikcenteret rekord med 34 indgåede praktikaftaler for smedelærlinge. Den rekord er allerede i sigte nu, hvor 19 lærlinge og virksomheder har fundet hinanden i første halvdel af 2014.

Og annoncen har allerede givet et løft:

Annoncen var i onsdag morgen og allerede dér ringede der en, som manglede en praktikplads, og i morges ringede der også en.

Men der er plads til flere endnu, så står du og mangler en praktikplads i smedefaget i Himmerland, eller kunne du godt tænke dig at høre mere om uddannelsen, så kan du læse mere her.


Seneste nyt

fra Nordjylland