Flugtbilist er anholdt to dage efter han torpederede vejarbejder

Så gik den ikke længere. 30-årig flugtbilist er anholdt i sin lejlighed i Aalborg.

En 30-årig mand fra Aalborg, som tirsdag kørte ind i og kvæstede vejarbejderen Henrik Christensen alvorligt på motorvejen syd for Aalborg, har været på flugt fra politiet i to dage. Natten til torsdag fangede politiet ham dog, da han vendte tilbage til sin lejlighed. 

- Manden blev anholdt på sin adresse klokken 01.10 i nat, og han har ikke ønsket at udtale sig eller forholde sig til sigtelsen, før han har talt med en advokat, siger vagtchef Jess Faldberg fra Nordjyllands Politi. 

Den 30-årige ramte tirsdag eftermiddag en autohjælper, der arbejdede på motorvejen og stak efterfølgende af fra ulykken, der skete ved Indkildevej i det sydgående spor. Den 30-årige mand stak af til fods fra ulykkesstedet, og efterfølgende fik politiet kontakt med ham på en telefon. 

Han lovede at melde sig selv dagen efter, onsdag, men det skete altså ikke, og nu er manden altså anholdt. 

Henrik Christensen var i kritisk tilstand efter ulykken, hvor han blev hasteindlagt på Aalborg Universitetshospital. Her konstaterede lægerne, at han han har brækket ryggen, åbent benbrud, brækket bækken, brækket kravebenet, brækket et par ribben samt ødelagt noget ved øret. Det skriver hans søn på Facebook. 

Den 30-årige bliver sandsynligvis fremstillet i grundlovsforhør senere i dag. 

OPDATERET KLOKKEN 16.42: Efter afhøring blev den anholdte 30-årige mand torsdag løsladt.

Bilisten kørte tirsdag en vejarbejder ned i Aalborg.

Seneste nyt

fra Nordjylland