Flugtforsøg i Kragskovhede Fængsel gik galt: Fange måtte hentes ned

Politiet rykkede ud til fængslet, hvor en fange var kravlet op på et tag.

Udsigten til en weekend i frihed var for fristende for en indsat i Kragskovhede Fængsel, der ligger vest for Jerup. Han forsøgte ved middagstid fredag at flygte ved at kravle op på et tag på en af fængslets bygninger.

Men følelsen af frihed varede kort for den håbefulde fange.

- Den bygning, han stod på, ligger i fængslets indhegnede område, så han er altså stadig lukket helt inde og kan ikke komme nogen steder. Vi er tilstede for at sørge for, han kommer sikkert ned igen, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

Politiet var ved middagstid i fuld gang med at få den indsatte ned fra taget og trygt tilbage i sin celle.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland