Fly-konkurs: Tjek om du kan få penge retur

Selvom man har været uheldig at bestille en Cimber Sterling billet, som efter i morges er blevet ugyldig, fordi selskabet gik konkurs, så kan man måske stadig være heldig og få billet pengene retur.

Efter Cimber Sterling blev begæret konkurs står mange nordjyder pludselig med en billet, som på et kort øjeblik er blevet ugyldig. Men pengene er måske ikke spildt. Det afhænger dog af et par regler, hvorvidt man kan få sine penge retur.

Det kan være overordentligt svært at finde hoved og hale i de mange forskellige regler og rettigheder, der findes. For hvornår kan man egentlig få penge tilbage - hvis man da overhovedet kan dét?

Reglerne er forskellige alt efter, hvordan billetterne er købt. Men som hovedregel må man opgive at komme af sted på sin rejse, hvis flyselskabet går konkurs inden afrejsen - medmindre man altså vælger at købe en ny billet hos et andet selskab. Det samme gælder, hvis man allerede befinder sig på sit rejsemål og gerne vil hjem igen. Her skal man også købe nye billetter hos et andet selskab.

- Hvis man har konkursdækning, kan man kontakte Rejsegarantifonden for at få pengene retur eller få hjælp til hjemtransport. Men man kan også få penge retur i visse andre tilfælde.

- Hvis man har betalt med et internationalt kreditkort, så kan banken føre pengene tilbage, hvis flyselskabet går konkurs.

- Hvis man har betalt kontant eller med dankort, må man som kunde stille krav om tilbagebetaling til konkursboet.

- Hvis man har købt rejsen hos ét selskab, men skal flyve med et andet, kan man stille krav om tilbagebetaling til det selskab, man har indgået aftalen med.

- Vær opmærksom på, om andre flyselskaber tilbyder hjemrejsebilletter til en nedsat pris i forbindelse med konkursen.

Der er altså håb, hvis man er så uheldig at være en af de flyrejsende, som har købt en billet hos Cimber Sterling.


Seneste nyt

fra Nordjylland