Fødevarestyrelsen rykker på festival

Blandt andre Nibe Festival og Skagen Festival kan forvente besøg fra Fødevarestyrelsen. Foto: Palle Westergreen

I år er fødevarestyrelsen med på markeder og festivaler i Jylland. Alle fra Den Lille Fede, til kræmmermarked i Storvorde og til Skagens Festival kan forvente besøg.

Indsatsen retter sig især mod virksomheder, der ikke er registreret eller autoriseret. Samtidig kikker Fødevarestyrelsen nærmere på håndtering og salg af fødevarer.

-Hvis man ikke er en fødevarevirksomhed og kun sælger fødevarer på markeder eller festivaler under 30 dage om året, behøver man ikke at være registreret, forklarer Birgitte Horn, fødevarechef i Fødevareregion Vest i en pressemeddelelse. 

Der er heller ikke grænser for, hvilke fødevarer, der kan håndteres, behandles og sælges, når faciliteterne er egnede og fødevarerne ikke er sundhedsfarlige for forbrugerne.

- Men markedsføringen må selvfølgelig ikke være vildledende og det er til enhver tid indehaveren, som har ansvaret for, at både fødevarer og markedsføring er i orden. Hvis der mangler håndvask eller tilstrækkeligt køl eller hvis sælgeren har rod i papirerne, risikerer indehaveren af stadepladsen alt fra en løftet pegefinger over påbud til bøder og i værste fald politianmeldelse, forklarer fødevarechefen.

Fødevarestyrelsen har i starten af 2011 udarbejdet en ny vejledning for, hvornår en fødevarevirksomhed skal være registreret eller autoriseret hos regionerne.

Flere nyheder fra TV2 Nord