Forsker: Solenergi skal kontrolleres bedre

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Svingende energiproduktion fra solceller er en udfordring for det eksisterende elnet. Nu udvikler AAU-forsker strategier for, hvordan den svingende produktion kan kontrolleres.

Det kan være svært at forudsige, hvornår og hvor meget solen skinner. Derfor vil der typisk være store udsving i produktionen af energi fra solceller. Det er en udfordring for det eksisterende elnet, der har været vant til en stabil tilførsel af energi fra fossile brændsler.

Yongheng Yang, der er lektor på Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet, har undersøgt, hvordan man bedre kan kontrollere, at den solenergi, der bliver integreret i elnettet, ikke får negativ indflydelse på nettets stabilitet.

Med smartere kontroller vil det være muligt at bringe mere solenergi ind i elnettet og dermed skabe en grønnere el til forbrugerne.

Mellem solcellerne og elnettet er en converter, der består af flere såkaldte effektelektronik-enheder, og det er her, der er mulighed for at designe en converter, der kan regulere, hvor meget af solcellernes energiproduktion, der kommer videre til elnettet.

Læs også Flere kæmpe solcelleparker kan være på vej til Nordjylland

- Selvom vi selvfølgelig gerne vil bringe så meget af solenergien videre til elnettet som muligt, kan vi være nødt til forhindre al energien i at slippe igennem, så vi ikke står tilbage med et elnet, der bliver ustabilt på grund af for meget energi, siger Yongheng Yang.

- For at sikre hele elnettets stabilitet skal vi derfor være i stand til fleksibelt at kontrollere produktionen, når det er nødvendigt. For eksempel ved at begrænse eller spare energi fra solceller. Det vil nemlig kunne give en jævn tilførsel, fortsætter han.

Udover at arbejde med, hvordan energioverførslen fra solcellerne kan blive mere stabil, forsker Yongheng Yang også i, hvordan effektiviteten af overførslen kan øges.

For selvom der kun går fem procent tabt i konverteringsfasen, mener Yongheng Yang godt, at det kan blive endnu bedre.

- Det, jeg arbejder for, er at udnytte de sidste fem procent, så vi både får mest muligt ud af energien og ud af systemet. I det store perspektiv kan det være med til at gøre vores samfund grønnere og mere bæredygtigt, siger han.

Flere nyheder fra TV2 Nord