Forskerne kommer - branchen bliver væk

Forskerne har tilmeldt sig i stort tal, når Aalborg Universitet er vært for en stor international konference om trådløse teknologier, men branchen tøver med at tilmelde sig

Den fire dage lange akademiske konference om trådløs teknologi afholdes fra den 17. til den 20. maj. Sideløbende med den akademiske konference bliver der arrangeret en to dages erhvervs-del, hvor det erklærede formål er at matche virksomheder med fælles interesser i den nødvendige jagt på nye forretningsmuligheder, kunder og omsætning.

Derfor mener Jens Uggerhøj fra konsulentvirksomheden UCONNECT, som har ansvaret for erhvervsarrangementet, at det er forkert, at blive væk.

- Internationale konferencer i den her skala bliver også brugt til lobby-arbejde i forhold til fremtidige standarder og indsatsområder. Men hvis man vil gøre sin indflydelse gældende, er man naturligvis nødt til at troppe op, understreger Jens Uggerhøj.

Mens nogle af de internationale giganter tøver, er der tilsyneladende større optimisme blandt de nye, danske små-virksomheder, der er opstået efter lukningen af blandt andet Motorola og Texas Instruments afdelinger i Danmark. I de mange små nye virksomheder bobler optimismen, og det burde de store virksomheder lære noget af.

- Alle klager og alle har ondt. Men det hjælper ikke at krybe ned i skyttegraven og vente på, at telefonen begynder at kime med ordrer. Vores budskab til virksomhederne er, at de netop har brug for at opsøge nye alliancer, og at konferencen er et oplagt sted at gøre det, siger Jens Uggerhøj