Forsøgte forgæves at få hjælp til drabsdømt datter

08:14

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

Familien til den 16-årige pige, der forleden blev dømt 9 års fængsel for at myrde sin mor i Kvissel, forsøgte desperat at få deres pige i psykiatrisk behandling men fik afslag.

I ugerne op til drabet havde datteren - ifølge familien ændret adfærd. hun nægtede at snakke med forældrene om hendes problemer, og til sidst tog moderen Tina Rømer Holtegaard sin datter med til deres egen læge.

- Vores egen læge blev også bekymret, fordi vores datter ikke sagde et ord under konsultationen, så vi fik en henvisning til Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aalborg sygehus, siger Jens Holtegaard, der er stedfar til den drabsdømte datter.

Familien troede at de nu fik hjælp med til at få løst deres dengang 15-årige piges problemer, men de blev skuffede. Ifølge familien Holtegaard blev hun angiveligt afvist, fordi hun ikke var syg nok til behandling. Den melding forstod stedstoresøster Lise Holtegaard ikke et ord af:

- Jeg mener helt klart at hun måtte være syg, da hun begår drabet på sin mor. Der er da ingen normale mennesker, der kan finde på det, siger Lise Holtegaard.

Familien forsøger stadig at komme over den ufattelige tragedie det er, når en mor og hustru bliver dræbt af sit eget barn, og de føler, at katastrofen kunne være undgået.

- Jeg synes det er skrækkeligt at tænke på nu, fordi jeg føler at det kunne være undgået, hvis hun havde fået noget hjælp, siger Lise Holtegaard.

Først da drabet er sket bliver den dengang 15-årige pige mentalundersøgt. I retten kommer det frem, at hun viser begyndende tegn på psykopati og personlighedsforstyrrelse.

- Den her sag har ødelagt vores familie. Vi prøver at samle stumperne og holde sammen på dem, men det var min kone Tina, der holdt sammen på os. Hun var vores lys - og det er slukket nu, siger hendes enkemand, Jens Holtegaard.

Flere nyheder fra TV2 Nord