Fortuna siger farvel til to spillere

Foto: Fortuna Hjørring

Den skotske målmand Rachel Harrison og den brasilianske angriber Chu forlader Fortuna Hjørring med øjeblikkelig virkning.

Fortuna Hjørring har torsdag trimmet truppen og sagt farvel til to spillere, som er blevet frigjort fra deres kontrakter. Der er tale om den skotske målmand Rachel Harrison og den brasilianske angriber Santos Barbosa, som bedre kendes under tilnavnet Chu.

Klubben skriver i en pressemeddelelse, at man har været glad for at have de to spillere i truppen, men at behovet for en bred trup ikke længere er så stort, efter at Fortuna i sidste uge blev slået ud af Champions League.

27-årige Rachel Harrison kom til Fortuna i efteråret 2016, og debuterede den 15. oktober. Hun blev hentet til klubben i en situation, hvor førstemålmanden Maria Christensen var skadet, og der var behov for at sikre holdet i den hårde Champions League-turnering. Efter at Maria Christensen er vendt tilbage, er det ikke blevet til meget spilletid for skotten, som rejser tilbage til Skotland, hvor hun fremover tørner ud for Spartans LFC.

Den 25-årige brasilianske angriber Chu kom til Fortuna i begyndelsen af 2017, og hun skulle medvirke til at gøre angrebet endnu mere farligt. Hun debuterede den 11. marts i år, men rejser nu hjem til Brasilien, hvor hun fortsætter karrieren.

Flere nyheder fra TV2 Nord