Frans og Henriette mødte hinanden i mosen: - En kebabmix sammen i grøftekanten slår enhver Michelin-restaurant

De lever og ånder for at fotografere naturen, og undervejs dukkede de op i hinandens linse. I serien ”Naturfotograferne” møder vi Henriette Petersen og Frans Ritter.

Se "Naturfotograferne" søndage klokken 19.45 på TV2 Nord Salto. Du kan også streame første afsnit nederst i artiklen.

Det var egentlig de gode billeder af elge, kongeørne og blåhalse, Henriette Petersen og Frans Ritter var på jagt efter, da de hver især begyndte at fotografere i Lille Vildmose.

I mosen fandt de dog endnu mere, end de havde drømt om. De fandt hinanden. Det fortæller de i TV2 Nords nye serie ”Naturfotograferne”

frans og henriette 2
Foto: Tor Løkken

- Jeg havde været single i et stykke tid, og så mødte jeg Frans her i Lille Vildmose, og vi begyndte at snakke mere og mere sammen. De gode snakke blev til et forsigtigt lille kys, og så stak det af derfra, siger Henriette Petersen.

Fælles forståelse

At være naturfotograf kan være noget af en tidsrøver.

Henriette Petersen og Frans Ritter er passionerede, og Frans kan sagtens finde på at bruge mellem otte og ti timer i Lille Vildmose, for så at køre hjem og bruge yderligere nogle timer på at se billederne igennem.

- Det er et minimum af søvn, man får, og sådan noget som at spise aftensmad klokken seks går ikke altid. Det ved vi begge, og det forstår vi begge, siger Frans Ritter.

En kongeørn foreviget af Frans Ritter.
En kongeørn foreviget af Frans Ritter.
Foto: Frans Ritter

Henriette Petersen er også overbevist om, at den fælles forståelse er alfa og omega.

- Havde vi ikke haft samme interesse, ville det have været svært. Vi ved, hvor meget det betyder, og vi er gode til at give hinanden pladsen til det, siger hun.

Finder ro i mosen

For Henriette Petersen, der til daglig er sygeplejerske, er kvalitetstid i naturen et rart afbræk.

- Det står i kontrast til den hverdag, jeg har, hvor det er hektisk, og man har et stort ansvar. Naturen kan give en indre ro, og man kan få tanket de mentale batterier op, siger hun.

pgrm 1 - foto Henriette Petersen
Foto: Henriette Petersen

Det er også roen, der tiltaler Frans Ritter, som for tre år siden gik ned med stress og depression.

- Det betyder rigtig meget for mig at komme ud, trække stikket og være lidt for mig selv. Ellers fungerer jeg ikke rigtigt, siger han.

Fotografering kommer først

At fotografere naturen betyder nærmest alt for parret, og der er ikke meget, der kan hamle op med det perfekte skud.

frans og bertha
Foto: Tor Løkken

- Et eller andet sted kommer foto først, siger Frans, og Henriette supplerer:

- Man nærmest lever og ånder billeder.

Det er i naturen, de har haft de bedste oplevelser. Som dengang de spiste kebabmix i en grøftekant med ryggen mod Frans’ bil i selskab med blå frøer i grøften.

- Det var mega hyggeligt. Det kan slå enhver Michelin-restaurant, siger Henriette Petersen.

Kom med ud i naturen og se de flotte billeder i første afsnit af ”Naturfotograferne” her:


Seneste nyt

fra Nordjylland