Frederikshavn med i opløb om spejderlejr

(Arkivfoto) Foto: Lone Vad Dam

Spejdernes Lejr 2017 kan ende i Frederikshavn - kommunen er en af fire kommuner i opløbet om værtsskabet.

Først meldte tyve kommuner sig på banen. Nu er Frederikshavn Kommune en blandt blot fire kommuner, der stadig er med i det endelige opløb om at blive vært for Spejdernes Lejr 2017.

- Vi er imponerede og stolte over den store interesse, der har været for vores udbud og for Spejdernes Lejr 2017. Vi glæder os allerede meget til at holde den næste store lejr for alle landets spejdere og ser frem til i maj at få en endelig aftale på plads med den partner-kommune, som kan være med til at skabe de bedst mulige rammer for de 40.000 spejdere, der deltager på lejren, siger Finn Dybbøl fra lejrens Partnerskabsudvalg.

Spejdernes Lejr er en fælles lejr for flere forskellige spejderkorps. Den første lejr blev afholdt i Holstebro i 2012 med flere end 35.000 deltagere.

Dengang inviterede Holstebro Kommune børn fra dårligt stillede familier med på lejren. Den næste værtskommune forventes at gøre noget lignende.

- Målet med partnerskabet mellem værtskommunen og Spejderne er gensidig udvikling. Det kunne for eksempel være en fælles projektlederuddannelse eller samarbejder med det lokale forenings- og erhvervsliv, så store dele af lokalsamfundet bliver en del af lejrens liv, siger Finn Dybbøl.