Frej bestiger bakker og samler penge ind til naturen

02:07

Video: Ivan Johan Hansen

Syv-årige Frej vil plante træer for at hjælpe klimaet.

I Bramslev Bakker ved Mariager Fjord kunne den kun syvårige Frej tirsdag bestige endnu en bakke - den tyvende i rækken - i sin kamp for at samle penge ind til landsindsamlingen Danmark Planter Træer, der er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og TV2.

Da jeg kom hjem, spurgte jeg min mor, hvad jeg kunne gøre for klimaet?

Frej, skoleelev

For hver bakke Frej har besteget, har hans følgere doneret penge. Frej satser på at nå op på at have indsamlet 8.000 kroner, så han i alt kan plante 400 træer - det svarer til en skov på størrelse med en lille fodboldbane. 

Frej og hans far har nu besteget 20 bakker i klimaets navn.  Foto: Ivan Johan Hansen

Idéen kom en dag, hvor Frej var i skole, hvor de større børn fik undervisning om klimaet.

- Da jeg kom hjem, sagde jeg det til min mor, omkring klimaet, og spurgte hende, hvad jeg kunne gøre for klimaet, siger Frej.

- Og så nævnte vi, at man kunne samle penge ind til den her indsamling, der handler om, at Danmark planter træer, siger Kenneth Jensen, Frejs far.

Det er vigtigt for Frejs far, Kenneth Jensen, at klimaet ikke skal plage Frej Foto: Ivan Johan Hansen

Klimaet skal ikke plage Frej

For Frejs forældre er det vigtigt, at klimaets problemer ikke bliver noget, der plager Frej, men handler om at give ham viden og forståelse om, hvordan det hænger sammen.

- Det er på en stille og rolig måde, vi gør det. Vi går en tur, der også kommer til at handle om alt muligt andet. Der er ingen tvivl om, at han slapper mere af, når han er herude, i modsætning til at sidde foran en skærm, siger Kenneth Jensen

- Og så fortæller vi om det her med træer og CO2, der er viden, vi ikke tror på kan skade ham. Det er ikke, fordi han har problemer med at sove. Det er mere os andre, der har det sådan.

Du kan se hele Frejs skovtur i indslaget over artiklen. Du kan støtte Frejs indsamling på https://indsamling.dn.dk/en/fundraisers/frej-gar-for-traeer.

Forsiden lige nu