Fremtidens Saugstrupper trænede i Nøvling

Nøvling IF arrangerer i disse dage håndboldcamp for 95 unge håndboldspillere. Dagen i dag var dog ekstraspeciel, da byens lokale helt, håndboldspilleren Magnus Saugstrup, skulle i kamp for det danske herrelandshold ved OL.

I den sidste uge af de syv- til 13-åriges skoleferie ligger Gistrup Idrætscenter halgulv til Nøvling IF’s håndboldcamp. På selv samme halgulv har den danske håndboldstjerne Magnus Saugstrup også løbet frem og tilbage og kastet med håndbolden, som han i disse dage gør det i Tokyo.

Håndboldcampen giver nogle travle dage for det frivillige trænerteam. En af dem er blandt andre Anders Brødbæk, som dog er glad for at bruge tiden sammen med børnene.

quote Jeg elsker Mølgaard og Saugstrup i forsvaret. Kæmpe forsvarsduo.

Benjamin Brohus

- Det giver bare rigtig meget at se den glæde i øjnene, som de får af det her. Det giver mig rigtig meget, siger Anders Brødbæk.

Anders Brødbæk er en af de mange frivillige trænere, der hjælper til på håndboldcampen.
Anders Brødbæk er en af de mange frivillige trænere, der hjælper til på håndboldcampen.
Foto: TV2 Nord

Børnene sætter også stor pris på engagementet fra trænerne. For selvom der er landskamp, skal træningen først gennemføres af de unge håndboldspillere.

Fra Nordjylland til Tokyo

Klokken 14 blev stolene rykket tæt sammen i cafeteriet foran det store fjernsyn, og alle var klar til landskamp. For Magnus Saugstrup er håndboldlinjerne rykket fra Nordjylland og til Japan, hvor han og resten af landsholdet skal spille for en finaleplads ved de Olympiske Lege. Og i Nøvling IF er man stolt af at have en spiller med på håndboldlandsholdet.

- Magnus har jo haft sin opvækst i Nøvling IF, og det er vi helt sikkert stolte af, og vi håber selvfølgelig også, at de hiver OL-guldet hjem, siger Anders Brødbæk.

Det er ikke kun trænerne, der er stolte over deres tidligere spiller. Campens udøvere ser også op til den tidligere Aalborg Håndbold-stjerne. En af dem er Benjamin Brohus, som ikke er i tvivl om kvaliteterne hos Magnus Saugstrup og hans kompagnon i forsvaret.

- Jeg elsker Mølgaard og Saugstrup i forsvaret. Kæmpe forsvarsduo, siger Benjamin Brohus.

Danmark vandt semifinalen mod Spanien med 23-27 og er dermed klar til finalen mod Frankrig d. 7. august. Desværre for Magnus Saugstrup spillede han ikke sin bedste kamp og sluttede af med nul mål. 


Seneste nyt

fra Nordjylland