Frivillige vender hjem hvert år

Håndboldstævnet Dronninglund Cup samler ikke bare knap tre tusind håndboldspillere fra hele verden. Det er også samlingssted for mange gamle klubfolk, der hvert år kommer for at give en hjælpende hånd.

Op imod 500 frivillige hjælpere skal der til for at få håndboldstævnet Dronninglund Cup til at klappe. En stor del af hjælperne er spillere og forældre i klubben, men hvert år kommer også en flok, som egentlig er flyttet fra både klubben og byen, men som alligevel ikke kan undvære at være en del af stævnet.

Blandt de hjemvendte hjælpere finder man Nils L. og Steffen Olsen Jensen, som er gamle holdkammerater i Dronninglund, men som i dag bor i Aalborg. Nils er ansvarlig for indkvartering af holdene, mens Steffen styrer løjerne i burgerteltet. De er enige om, at det særlige sammenhold spiller en vigtig rolle for at få dem til at vende tilbage, og så vil de også gerne give lidt tilbage til deres barndomsklub.

- Jeg har jo spillet her i mange år, og vi havde altid gode trænere og mulighed for at komme på ture og til lignende stævner. Dette r på grund af Dronninglund Cup og de frivillige, der gjorde en stor indsats. Og det vil jeg også gerne være med til, siger Nils, som nu er frivillig på tyvende år.

Helt fra England er der også kommet frivillig hjælp. Kenneth Axen og hans kone bor med deres to sønner i England, men de er naturligvis på plads som hjælpere i uge 28, når ferien går til Danmark. Begge sønner spiller med hos Dronninglund under stævnet, mens forældrene nyder ugen med de andre frivillige.

- Jeg er jo opvokset her, og man kommer hjem og møder alle de gamle kammerater og hygger sig med dem, og det er en rigtig god uge. Og så er det jo skønt, at drengene kan spille med, fortæller Kenneth Axen, som har planer om at vende tilbage til turneringen mange år frem.


Seneste nyt

fra Nordjylland