Gebyrer var ulovlige

Det Kommunale Tilsyn har fastslået, at det administrationsgebyr som Jammerbugt Kommune opkrævede fra januar 2011 til august 2011 var ulovligt.

- Det er en aldeles rigtig afgørelse. Det er utroligt, at man ikke har kunnet stave til ulovligt fra starten af. Det er ikke redelig politik at man kaster gebyrer i nakken på folk, siger Poul Gudberg til TV2/Nord.

Advokat Poul Gudberg var meget utilfreds med det gebyr på 5 kroner, som Jammerbugt begyndte at opkræve i administration på regninger i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2011.

Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade, lovede da også at betale pengene tilbage til borgerne efter at TV2/Nord gjorde ham opmærksom på Poul Gudbergs kritik.

- Vi har været for langt fremme i træskoene i forhold til opkrævningen af gebyrer ved ejendomsskatter. Det beklager vi og tager konsekvensen, sagde Mogens Gade til TV2/Nord.

Tilbagebetalingen sker ved opkrævningen af ejendomsskat i 2012, og løber for kommunen op i 290.000 kroner.

Og det var en klog beslutning. For nu har Det Kommunale Tilsyn fastslået, at det var en ulovlig opkrævning af gebyr.


Seneste nyt

fra Nordjylland