Geller tager sygeorlov

Venstres Marian Geller tager orlov i seks måneder fra det politiske arbejde på grund af sygdom.

Venstres Marian Geller har på grund af sygdom taget orlov fra sit politiske arbejde frem til den 30. juni. Det oplyser Venstres gruppeformand i Aalborg Kommunes Byråd, Mads Sølver Pedersen, i en pressemeddelelse.

I orlovsperioden indtræder Jakob K. Svendsen i byrådsgruppen. Han overtager Marian Gellers pladser i Udvalget for Sundhed og Bæredygtig Udvikling, Valgbestyrelsen ved folketingsvalg, Handicaprådet i Aalborg Kommune samt Sundheds- og Kvartershus Fyrkildevej.

Venstres gruppeformand i Aalborg Kommune, Mads Sølver Pedersen, overtager pladsen i familie- og socialudvalget. Samtidig indtræder han som 2. viceborgmester i Aalborg Kommune.

Venstres gruppeformand skriver i en pressemeddelelse, at Venstres gruppe ønsker Marian Geller god bedring, og at de glæder sig til at se hende tilbage efter sommerferien.

Marian Geller tager ligeledes orlov fra sin plads i regionsrådet. Her afløses hun af Arne Andersen fra Fjerritslev, men udvalgsposterne bliver først fordelt ved næste regionsrådsmøde, som finder sted den 17. januar.

Marian Gellers arbejdsopgaver bliver indtil da varetaget af de andre valgte medlemmer af regionsrådet. Det oplyser Venstre gruppeformand i regionsrådet, Birgitte Josefsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland